Forebyggende arbejde
Ud over vores klubber, arbejder vi også med en masse andre opgaver, der er med til at arbejde med trivsel og det gode ungdomsliv.
Det forebyggende arbejde er helt centralt
En central del af det pædagogiske arbejde på Fritidscentret Gammel Kongevej er det forebyggende arbejde. Vi arbejder med forebyggelse af mistrivsel, herunder opbyggelse af sociale færdigheder hos den enkelte og gruppen.
Vi tilbyder børn og unge en mulighed for at indgå i sunde fællesskaber, hvor pædagogiske aktiviteter og indsatser har til sigte at understøtte og fremme deres trivsel og livsmestring. Det bliver blandt andet muligt gennem samarbejdet med frivillige og lokale aktører, der er med til at gøre fritidscenterets tilbud relevant og attraktivt.
Hvis du vil vide mere
Hos Fritidscentret Gammel Kongevej har vi også opgaven med at være støtte-kontaktperson for forskellige unge. Det kan for eksempel være, at et barn har individuelle behov, som for eksempel alenetid sammen med en voksen, og så kan der være mulighed for, at barnet får en støtte-kontaktperson, som er en kendt voksen fra klubben. Det er Familiegruppen i Aalborg Kommune, der beslutter, hvilke børn, der kan få en kontaktperson. I vores arbejde bruger vi altid fællesskabet som løftestang, og vi har fokus på at lave små eller store interessefællesskaber for og omkring de børn og unge, der har en støtte-kontaktperson.
Vi er også en del af SSP-samarbejdet, som er et samarbejde mellem forskellige afdelinger i Aalborg Kommune og Politiet. SSP står for Skole, social og politi.
Formålet med samarbejdet er generelt at forebygge blandt andet kriminalitet blandt børn og unge.
Ved at involvere vores lokalområder arbejder vi hele vejen rundt om de unge for at sikre mest mulig fysisk, psykisk og social trivsel.
En del af vores opgave er at lave opsøgende arbejde i dele af Nørresundby, som vi gør alle aftener, hvor ungdomsklubben holder åbent.
Opgaven er at spotte unge rundt i bydelen og se, om de kan have lyst til at være en del af et fællesskab i klubben. Vi har altid tøj på med logo, så man kan se hvem vi er og hvor vi kommer fra.
Camp Ung er en indsats under det samarbejde, der hedder Tryg Aalborg, som er et samarbejde mellem Aalborg Kommune, Region Nord og Nordjyllands Politi.
Camp Ung skal fremme sundheden blandt de unge samt forebygge deres brug af alkohol, nikotin og rusmidler. Derudover skal indsatsen generelt styrke trivslen ved blandt andet at arbejde med unges digitale adfærd i 7., 8. og 9. klassetrin i folkeskolerne.
Det er medarbejdere fra Aalborg Kommunes fritidscentre, der tager ud på skolerne i regi af Camp Ung.